All In


Falko Awards 2010 havde det hele: festklædt publikum, boblende champagne, veloplagte dommere og sprudlende værter.

I lighed med mange store awardshows var der også her film der skilte sig ud, trods det gennemgående meget høje niveau: Gangsterfilmen ”All In” tog priserne for bedste lyd, bedste klipning og bedste film – og tilmed fik den publikumsprisen. Instruktør og producer Jonas Beck talte på dommernes vegne og sagde at filmen var lykkedes bedre end mange, mange film han havde set, lavet af langt ældre og mere erfarne folk . ” Universet er helstøbt”, sagde han blandt andet om ”All-in”.

Derudover var der priser til ”Menneske” for bedste billede og bedste mandlige hovedrolle – og desuden fik den Juryens Specialpris for at være ”fabulerende, poetisk og magisk” – med skuespiller Pernille Albæk Andersens ord. Tredje dommer var faktaredaktør Mia Heldam.

Filmen ”Fars pige” fik priserne for bedste ide og bedste manuskript, og endelig scorede ”Medieprojektet” prisen for bedste kvindelige hovedrolle – hastigt omdøbt til ”bedste kvindelige hovedroller”.

Bag Falko Awards står medielærer Tor Nygård Kolding, og han takkede både publikum, dommere og den gruppe af elever der stod bag det praktiske arrangement. En særlig tak rettede han til Nanna, 1b, for de meget fantasifulde og flotte statuetter.